Bæredygtighedens pædagogik
– forskningsperspektiver og eksempler fra praksisBæredygtighed er langt mere end spørgsmål om klima og miljø. Det knytter sig også til hverdagsliv, samfundsorganisering, politiske beslutningsprocesser, demokratisk deltagelse, værdier, normer og moral. Bæredygtighedens pædagogik fremhæver de pædagogiske dilemmaer og muligheder, som bæredygtighedsudfordringerne stiller uddannelserne og pædagogisk praksis i.
Bogen kvalificerer arbejdet med bæredygtighed i daginstitutioner, i skoler og på højskoler. Det handler bl.a. om handlekompetence, social læring, forandring, systemtænkning og forholdet mellem det lokale og det globale.
Bogen giver en bred introduktion til feltet i et historisk, samtidigt og fremadrettet perspektiv for at bringe forskningen i bæredygtighed og pædagogik i tættere dialog med praktikerne. Her er også kapitler med konkrete eksempler på, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed i hhv. daginstitutioner, grundskoler og højskoler.
Bæredygtighedens pædagogik henvender sig især til undervisere og studerende på videregående uddannelser inden for det pædagogiske område, pædagog- og læreruddannelserne i særdeleshed. Bogen kan også bruges mere bredt af praktikere, som arbejder med pædagogik og bæredygtighed, og indgå i efteruddannelsesforløb for en lang række professioner samt på højskoleniveau.
Bogen er udsprunget af et forskningsmiljø på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, som har fokus på samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning i uddannelse, pædagogik og bæredygtighed.
»Specielt for skoler, der skal i gang med at gøre en vision om en mere bæredygtig skole til virkelighed, vil det være en god ide at anskaffe sig denne bog. Men også for lærere, der tænker på at støtte deres elever i en mere bæredygtig fremtid, er der gode tanker og gode diskussioner at hente i bogen, hvor mange af de mest fremtrædende pædagogiske forskere herhjemme, der arbejder med uddannelse og bæredygtig udvikling, har skrevet.«
Folkeskolen
»Bæredygtighedens pædagogik er en skøn bog, der vil det hele og kan det hele. Toppen af bæredygtighedsforskere fører læseren med sikker hånd gennem bæredygtighedens labyrint. At arbejde for en bæredygtig udvikling er i den grad sat på dagsorden, og bogen sætter begrebet ind i både en historisk og aktuel samfundsmæssig sammenhæng. Men først og fremmest med et løbende pædagogisk udblik. Alle bogens målgrupper – forskere, politikere, lærere og pædagoger – vil kunne hente ny viden i denne grundige bog, der ikke indtager en tilbagelænet holdning, men omvendt lægger op til pædagogisk handling.«
Stig Broström, fritidspædagog, cand.pæd. og ph.d., professor emeritus (DPU)
»Det ER en intens og tankevækkende bog. Men trods emnets følelsesladede alvor bliver teksten aldrig sentimental. Efter denne anmelders læsning kun tankevækkende og inspirerende.«
Uddannelsesbladet
5 stjerner - ★★★★★
Antal sider: 243
ISBN: 9788772161266
Udgave, år: 1, 2020
Oplag, år: 2, 2022
Udgivelse: 27-11-2020
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 6682