Legepladsens pædagogik
Legepladsen bør være en del af det daglige pædagogiske arbejde, men er det desværre alt for sjældent. Legepladsens pædagogik giver inspiration og værktøjer til at øge den pædagogiske kvalitet, når børnene er udendørs.
Enhver daginstitution har en eller anden form for legeplads, hvor børnene kan boltre sig. Alligevel bliver legepladsen ofte overset i det pædagogiske arbejde. Det er på trods af,
- at den styrkede læreplan opfordrer til udeaktiviteter,
- at forskning viser, at udeleg er godt for børnenes både psykiske og fysiske helbred,
- at udeaktiviteter forbedrer pædagogernes arbejdsmiljø,
- og at pædagogerne her i coronaperioden bliver opfordret til at være så meget udendørs med børnene som overhovedet muligt.
Legepladsens pædagogik handler om børns udeleg, udepædagogiske aktiviteter samt indretning af legepladsen. Bogens formål er at højne den pædagogiske kvalitet på legepladsen med afsæt i børns egen leg, personalets rolle og funktion på legepladsen samt udvikling af bæredygtige lege- og læringsmiljøer.
Legepladsen er nemlig et særligt pædagogisk rum med mange andre oplevelser og muligheder end de indendørs rum i børnehaven eller vuggestuen.
Forfatter Benny Schytte viser gennem bogen, hvordan en række begreber som nærvær, anerkendelse, inklusion, gyldne øjeblikke, bæredygtighed i børnehøjde, børns ret til krat m.v. kan implementeres på legepladsen.
Legepladsens pædagogik henvender sig til pædagogisk personale på daginstitutioner, pædagogiske konsulenter, pædagogstuderende og forældre. Men også til landskabsarkitekter, anlægsgartnere, legepladsinspektører og gårdmænd, som på hver deres måde har indflydelse på udformning og indretning af legepladsen og dermed på legepladsens pædagogik.
»Bogen er fuld af metoder og gode ideer til at udvikle legepladsen og pædagogikken. Den giver god inspiration til at skabe en helhedsplan for legepladsen og et godt input til at integrere legepladsen i den nye styrkede læreplan.«
Lisbeth Petersen, leder af Den grønne planet, Gentofte
»Det er en utrolig fin bog, den er inspirerende og levende at bladre i. Og så udkommer den på et tidspunkt, hvor vi alle, fortsat er/skal være meget ude. Jeg håber, at de, der læser bogen, vil bruge den aktivt!«
Marianne Jørgensen, leder af Børnekompasset, Esbjerg
»Bogen er et godt og inspirerende input til alle pædagogiske medarbejdere i institutionerne, der ønsker at kvalificere og sætte fokus på legekultur og kvalitet i deres udemiljø og det gode udeliv for børn og voksne og i forhold til at komme i gang og få lavet en helhedsplan over legepladsens indretning med lege og læringsmiljøer på hele legepladsen.«
Lone Henriksen, leder af Carlsvognen, Frederiksberg
»Man kan vist kalde den bog en grundbog i legepladspædagogik. Den kommer omkring de fleste delemner, der overhovedet kan tænkes om leg og legepladser: pædagogikken, børns legekultur, pædagogiske aktiviteter, indretning af legepladsen, inkluderende fællesskaber, helhedsplan for legepladsen, osv. Mange Illustrationer.«
Kjeld Rasmussen, Pædagogisk Forum
»Det er en utrolig flot bog at få i hånden. Der er fine, meget illustrative fotografier, som kan bruges umiddelbart som inspiration. Teksten er letlæst og med mange citater fra både børn og voksne, og der er også cases fra forskellige institutioner. Jeg har ikke kendskab til andre bøger, som så alsidigt præsenterer mange vinkler på legepladsen og dens pædagogik.«
Ulla Liberg, konsulent og lektor i pædagogik
»Bogen er inspirerende og æstetisk lækker. [...] Bogen er skrevet let sprogligt, især det og fotos vil falde i god jord hos praktikere. [...] Jeg har ikke så tydeligt tidligere set en dansk bog, der behandler legepladsens indretning og form, dvs. en vekslen mellem helhed og dele så legepladsen matcher den pædagogik der foreslås. Det er absolut en positiv oplevelse at læse bogen, tak for den!«
Karen Møller-Jensen, lektor Pædagoguddannelsen Holstebro
»En praksisnær bog med mange stemningsbilleder og cases. Den er særdeles brugbar for mig i min nye rolle som pædagogisk leder og det dertilhørende ansvar i forhold til at italesætte stedets legeplads-/udepædagogik. Bogen inddrager og genopfrisker teori om bl.a. flow, leg og inklusion på en umiddelbar og overskuelig måde. Jeg kan kun anbefale denne guide til at give børnehusets legeplads et eftersyn. Jeg blev særlig inspireret af de forslag til aktionslæringsprocesser i afsnittet om legepladsens pædagogik. Det bliver helt sikkert et punkt på et de kommende personalemøder. Tak for inspiration herfra!«
Tanja Friedrichsen, pædagogisk leder og Master i pædagogisk udviklingsarbejde
Antal sider: 136
ISBN: 9788772162386
Udgave, år: 1, 2020
Oplag, år: 1, 2020
Udgivelse: 02-10-2020
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 10765