Kildetekst 9
Den ortodokse gudstjeneste
Nikolai V. Gogol (1809-1858) var russisk forfatter. Han skrev teksten her i 1845. Ifølge bogens forord vil Gogle vise, at "ortodoks kristen tro udtrykker sig gennem de kirkelige handlinger, og blandt disse handlinger er højdepunktet nadvergudstjenesten, den hellige liturgi".
I oldkirken uddelte kirken brød og vin hver for sig på samme måde, som de gejstlige modtager nadveren nu til dags. Altergæsterne modtog Kristi legeme med hånden og drak af kalken1. Men da nogle tøjlesløse kristne, som kun var det af navn, tog de hellige gaver med sig hjem og anvendte dem til overtro eller trolddom, eller opførte sig utilbørligt med dem i selve kirken, mente nogle af de forskellige kirkesamfunds fædre sig nødsaget til at opgive at lade folket få del i blodet og desuden indføre oblater, sådan som f.eks. den romersk-katolske kirke har gjort det.
For at det ikke skulle ske i Østens kirke, har den hellige Johannes Chrysostemos2 bestemt, at blodet og legemet skulle blandes sammen, før det blev rakt til altergæsterne. Desuden skulle ingen af delene gives nadvergæsterne i hånden, men rækkes dem med en hellig ske. Den symboliserer tangen, som flammeserafen3 berørte profeten Esaias'4 mund med. Derved kommer det til at stå klart for enhver, hvad det er, han eller hun fører til sine læber, og at præsten i denne hellige ske har de gloende kul5, som serafen havde taget fra Guds alter med den mystiske tang, og som gjorde profeten fri for al synd, da de berørte hans læber.
For at udelukke den tanke, at det er præsten, der foretager forvandlingen til kød og blod, har Johannes Chrysostemos yderligere bestemt, at der skal hældes varmt vand i kalken i det øjeblik, da de to dele forenes. Derved bekræftes forbindelsen som af Helligåndens varmegivende nåde. Samtidig med, at diakonen6 hælder det varme vand i kalken, siger han: "troens glød, Helligåndens fylde." Ved at tilsætte den varme (på græsk: Teplotá) bliver Helligåndens velsignelse nedkaldt, for at man kan se, at intet sker uden Guds velsignelse. Teplotá er tillige symbolet på blodets varme, så enhver vil kunne smage, at det ikke kommer fra en død krop, hvor der intet varmt blod flyder, men at det modtages, som det kom fra Herrens livgivende legeme. Man skal også kunne forstå, at Herrens guddommelige sjæl ikke er veget fra legemet, men stadig virker med åndens fulde kraft, og at guddommen stadig er i det.
Efter at præsten har nydt sakramentet, rækker han det til diakonen. Kristi tjener står nu der, renset for sine synder efter at være blevet delagtiggjort i guddommen, hellig og værdig til at uddele sakramentet.
Kongeporten7 slås op på vid gab. Diakonen træder frem, hæver stemmen og forkynder højtideligt: "Kom nu herhen i gudsfrygt og tro." Foran den hellige port står præsten, synlig for alle, en forvandlet seraf, med kalken i sine hænder.
Opfyldt af længsel efter Gud, fyldt med kærlighed til Ham og med hænderne lagt i kors over brystet træder nadvergæsterne frem, en efter en. Med bøjet bekender de alle stille for sig selv troen på den korsfæstede. "Jeg tror, Herre, og bekender, at Du i sandhed er Kristus, den levende Guds søn, og at Du er kommet til verden for at frelse syndere, af hvilke jeg er den største. Jeg tror også fuldt og fast, at dette er Dit kostbare legeme og Dit hellige blod. Nu beder jeg: Vær mig nådig og tilgiv mig alle mine frivillige og ufrivillige synder, som jeg har begået i ord og gerning, bevidst eller ubevidst, og gør mig værdig til at modtage Dit hellige sakramente til syndernes forladelse og det evige liv."
Nadvergæsten holder et øjeblik inden for i sine tanker rigtigt at kunne opfatte det, der forestår. Derefter fortsætter han og siger inderligt og oprigtigt: "Giv mig, Guds Søn, at jeg må tage del i Dit aftensmåltid, thi Dine hemmeligheder vil jeg ikke forråde til Dine fjender. Jeg vil ikke give Dig Judaskysset, men sige med røveren på korset: Herre, kom mig i hu, når Du kommer i Dit rige."
Efter et øjebliks tavshed siger han: "Lad mig få del i Dit hemmelighedsfulde aftensmåltid, ikke til dom eller straf, men til min sjæls og mit legemes frelse." Denne syndsbekendelse kommer han ikke med, som stod han over for præsten, men som om han stod over for selve ildserafen.
Nu gør alle sig klar til med åbne læber at modtage de gloende kul for Herres legeme, kullene, som i enhver af dem skal brænde alle deres smudsige synder op, som var de tørre strå, og som skal fjerne den evige nat fra deres sjæle og gøre dem til lysende serafer.
Præsten nærmer den hellige ske til nadvergæstens læber, nævner nadvergæsten ved navn og siger: "Guds tjener modtager nu vor Herre Jesu Kristi kostbare legeme og blod til syndernes forladelse og det evige liv." Altergæsten modtager Herrens legeme og blod og kommer derved i nær berøring med Gud, opnår at stå ansigt til ansigt med Ham. Dette øjeblik er tidløst og adskiller sig ikke fra evigheden. Thi i nadvergæsten bor nu Han, der er al evigheds ophav.
Opfyldt af hellig ærefrygt står mennesket dér efter i sit legeme og sit blod at have følt det ophøjede øjebliks storhed. Hans læber bliver aftørret med det hellige dække (aër) og serafens ord til profeten Esaias gentaget: "Se, det har berørt dine læber. Din skyld er borte, din synd er sonet".
Nu vender han selv tilbage som en hellig fra den hellige kalk. Han bøjer sig for helgenbillederne og for de omkringstående, der er kommet ham endnu nærmere gennem det himmelske slægtskabs bånd. Han går tilbage til sin plads opfyldt af bevidstheden om, at han har optaget Kristus i sig, at Kristus bor i ham. Kristus er med sit legeme nedsteget i ham som i en grav. Kristus vil trænge ind i hans hjertes inderste kroge, stå op i hans ånd og i ham fuldføre sin gravlæggelse og opstandelse.
I lyset af denne åndelige opstandelse stråler hele kirken, og fra koret lyder denne jubelsang: "Vi har set Kristi opstandelse. Lad os derfor tilbede Jesus, den hellige Herre og Gud, den eneste, der er fri for synd. Dit kors tilbeder vi, Kristus, Din opstandelse lover og priser vi. Du er vor Gud, ingen anden kender vi. Dit navn lovsynger vi. Kom, alle I troende, lad os prise Kristi hellige opstandelse, thi ved korset er en uendelig glæde kommet til verden. Vi ærer og lovpriser Hans opstandelse. Ved at lide døden på korset har Han overvundet døden."
Og som englene, der er forsamlet, synger koret: "Bliv lys, bliv lys, du ny Jerusalem, thi Herrens herlighed stråler over dig. Glæd dig, Sion, og bryd ud i jubelsang. Og Du, Gudsmoder, smyk Dig i fryd over Hans opstandelse. Han, som blev født af Dig. O, Kristus, Du store og allerhelligste påskeoffer; O Visdom, Guds ord og kraft. Lad os sammen med dig opleve Dit Riges dag, der ingen aften kender."
Det allerhelligste8 er atter tillukket. Derinde sætter præsten den hellige kalk på alterbordet og tildækker den og den hellige diskos9, mens den triumferende kirke genlyder af jublende opstandelsessange. Præsten retter en bøn til Herren, alle sjæles velgører, fordi Han så nådigt har ladet os deltage i sine himmelske, udødelige og hemmelighedsfulde handlinger. Han slutter med en bøn om, at Gud vil føre os på rette vej, bevare os i hellig gudsfrygt, og at Han vil bevare vort liv og sikre vore skridt.
Da åbner kongeporten sig for sidste gang. Det betyder, at Himmerig nu står vidt åbent, åbnet af Kristus selv for os alle, da Han hengav sig til at spise med os. Den kalk, som diakonen bringer ud i gudshuset med ordene "kom i gudsfrygt og tro", og som han atter bringer tilbage, viser os Kristus, der ved sit liv blandt folket ville føre alle til sin Faders hus.
Fra Nikolai V. Gogol: Om den guddommelige liturgi. Skt. Aleksander Nevskys ortodokse kirke i København, 1991, s. 53-56.
---
1 Alterbæger til vinen i forbindelse med nadveren.
2 347-407, græsk kirkefader/teolog.
3 Engel, forbindes med ild og renhed.
4 Profet fra Det Gamle Testamente. Hans indvielse til profet beskrives i Esaias' Bog, kap. 6.
5 De kul, som serafen rører profetens mund med for at rense ham for synd.
7 Den midterste port i konostasen (ikonvæg), der leder ind til alterrummet, hvor præsten forbereder nadveren.