Kildetekst 17
Den sociale Doktrin
Det 3. kapitel i erklæringen ’Grundlaget for Den russisk-ortodoks Kirkes sociale doktrin’ har overskriften ’Kirken og Staten’. Kapitlet indeholder bl.a. en definition af og begrundelse for symfonia, dvs. den centrale forestilling om forholdet og samarbejdet mellem kirken og staten.
Det er interessant at bemærke, at Den russisk-ortodokse Kirkes position og samhørigheden mellem kirken og staten blev styrket ved en folkeafstemning om en stor forfatningsreform, der sluttede den 3. juli 2020. Valgdeltagelsen var på 65 procent. 77 procent af de russiske vælgere stemte for ændringerne, der bl.a. giver Vladimir Putin mulighed for at fortsætte som præsident frem til 2036 og cementerer Den russisk-ortodokse Kirkes indflydelse på det russiske samfund. I den nye forfatning, som er en revision af forfatningen fra 1993, står der, at Den russiske Føderation er ”forenet af en tusindårig historie og mindet om forfædre, der gav os idealer, troen på Gud og kontinuitet i udviklingen af den russiske stat” (citat fra artikel af dr.theol. Christian Gottlieb i Kristeligt Dagblad den 30. juni 2020). Selv om Gud på den måde skrives ind i forfatningen, vedbliver Rusland dog forfatningsmæssigt med at være en sekulær stat.
Kirken og Staten
III, 1
Kirken er en gud-menneskelig organisme og har derfor en mystisk natur, som ikke er underlagt jordiske forhold, men Kirken er også en historisk størrelse, som kommer i berøring med den ydre verden, herunder staten. Staten, som eksisterer med det formål at bringe orden i det jordiske liv, kommer i forbindelse med Kirken. Forholdet mellem staten og følgere af sand religion har kontinuerligt ændret sig i historiens løb […]
Doktrinen fremlægger i indledningen dernæst eksempler på, hvordan forholdet mellem kirken (det
åndelige) og staten (det jordiske) har sin forhistorie og sit grundlag i både Det gamle og Det nye
testamente.
III, 2
Adams fald bragte synd ind i verden. Den første var, da Kain dræbte sin bror Abel (1. Mosebog 4,1-16). Siden da har mennesker i alle kulturer etableret love, der forhindrer det onde og fremmer det gode.
Gud velsigner staten som et essentielt livselement i verden, som er forvansket af synden. Både individet og samfundet har brug for beskyttelse mod konsekvenserne af synden. Dog opstod behovet for staten ikke, fordi Gud ville det, men pga. Adams fald og fordi tiltag, som skulle inddæmme syndens virkning, var i overensstemmelse med Gud vilje. De hellige Skrifter påbyder myndighederne at anvende statsmagten til at begrænse det onde og støtte det gode, og heri ligger den moralske mening med statens eksistens (Paulus’ Brev til Romerne 13,3-4). […].
III, 3
I kirke-stat forholdet skal man være opmærksom på de to parters forskellige natur. Kirken er blevet grundlagt af Gud selv, vor Herre Jesus Kristus, mens Guds etablering af statsmagten kun indirekte viser sig i den historiske proces. Kirkens mål er menneskers evige frelse, mens statens mål er menneskers ve og vel på jorden.
”Mit rige er ikke af denne verden”, siger Frelseren (Johannesevangeliet 18,36). ”Denne verden” er kun delvis lydig mod Gud, størstedelen søger at leve uafhængig af deres Skaber og Herre. Når verden er ulydig mod Gud, er den lydig mod ”løgnens fader” og ”ligger under for den Onde” (Johannesevangeliet 8,44; Første Johannesbrev 9,19). Men Kirken som ”Kristi legeme” (Første Korintherbrev 12,27) og ”sandhedens søjle og grundvold” (Første Timotheusbrev 3,15) kan ikke i sin mystiske essens have noget ondt i sig, eller nogen skygge af mørke […].
I den nuværende verden er staten almindeligvis sekulær og ikke bundet af nogen religiøse forpligtelser. Statens samarbejde med Kirken er begrænset til nogle områder og er baseret på ikke-indblanding i hinandens anliggender. Men staten er opmærksom på, at menneskets jordiske velbefindende er utænkelig uden respekt for visse moralske normer, som også er væsentlige for menneskets evige frelse. Derfor kan Kirkens og statens virkefelter og opgaver være sammenfaldende ikke kun for udelukkende at opnå jordisk velsignelse, men også for at Kirkens frelsende mission kan realiseres.
Princippet om den sekulære stat betyder ikke, at religion radikalt skal fjernes fra alle områder i folks liv, eller at religiøse fællesskaber skal være udelukket fra at træffe beslutninger inden for socialt vigtige problemfelter, ej heller at de skal være frataget retten til at bedømme myndighedernes handlinger. Princippet forudsætter kun en vis deling af domæner mellem Kirken og staten og deres ikke-indblanding i hinandens anliggender […].
III, 4
I historiens løb er der udviklet forskellige modeller for relationen mellem Den ortodokse Kirke og staten.
Den ortodokse Tradition har udviklet et eksplicit ideal for kirke-stat forholdet. Eftersom kirke-stat-relationen er et gensidigt forhold, kan ovennævnte ideelle model kun virkeliggøres i en stat, der anerkender Den ortodokse Kirke som sin helligdom, med andre ord kun i en ortodoks stat.
Bestræbelser på at udforme dette ideal fandt sted i Det byzantinske Rige1 og blev udtrykt i kejserdømmets love og forskrifter og ligeledes i kirkefædrenes skrifter. Symfonia er en samlet betegnelse for kirke-stat-forholdet og betyder harmoni, samarbejde, gensidig støtte og ansvar, uden at de to parter blander sig i hinandens anliggender. Biskoppen underlægger sig den statslige magt som en undersåt, men ikke fordi hans biskoppelige magt kommer fra en repræsentant for staten. På lignende måde underlægger repræsentanten for staten sig sin biskop som et medlem af Kirken, der søger sin frelse i Kirken, men ikke fordi hans magt kommer fra biskoppen […].
Den byzantinske kejser, den hellige Justinian2, formulerede det grundlæggende princip i symfonia: ”Guds største velsignelser til menneskeheden er præstedømmet og kongedømmet. Den første, dvs. den kirkelige autoritet, tager sig af de guddommelige anliggender, og den anden, dvs. regeringsmagten, tager sig af de menneskelige anliggender, og begge, idet de kommer fra den samme kilde, genopretter det menneskelige liv” […].
III, 8
Staten, herunder den sekulære stat, er almindeligvis bevidst om sit kald til at opbygge folkets liv på grundlag af principperne om godhed og retfærdighed, idet staten tager sig af samfundets både materielle og åndelige ve og vel. Derfor kan Kirken samarbejde med staten på områder, der gavner Kirken selv tillige med individet og samfundet. Dette samarbejde bør være en del af Kirkens frelsende mission, som omfatter hele mennesket. Kirken er kaldet til at tage del i opbyggelsen og styrkelsen af det menneskelige liv på alle de områder, hvor det er muligt, og i dette arbejde at slå sig sammen med repræsentanter for de sekulære myndigheder. Kirke-stat samarbejdet bør realiseres i erkendelse af, at Kirkens deltagelse i statens arbejde er i overensstemmelse med Kirkens natur og kald3.
Områder for kirke-stat samarbejdet i vores tid er følgende:
- Fredsskabelse, gensidig forståelse og samarbejde på internationalt plan mellem folk, nationer og stater samt internt mellem forskellige etniciteter.
- Sikring af samfundets moral.
- Det åndelige, kulturelle, moralske og patriotiske dannelsesarbejde.
- Velgørenhedsarbejde og udvikling af fælles sociale programmer.
- Bevarelse, genopbygning og udvikling af den historiske og kulturelle arv.
- Dialog med de statslige myndigheder på alle vigtige områder for Kirken og samfundet, herunder udarbejdelsen af relevante love og vedtægter, instruktioner samt beslutninger.
- Omsorg for de ansatte i militæret og soldaterne med henblik på deres åndelige og moralske oplæring.
- Kriminalpræventive foranstaltninger og omsorg for de indsatte i fængslerne.
- Videnskab og forskning.
- Forebyggelse og sundhedsfremme.
- Kultur og kunst.
- Kirkelige og sekulære massemedier.
- Miljøbeskyttelse.
- Økonomisk virksomhed til gavn for Kirken, staten og samfundet.
- Støtte til familien som institution, moderskabet og børnene.
- Modarbejdelse af pseudo-religiøse organisationer, der er til fare for individet og samfundet.
Der er også områder, hvor Kirken og staten ikke kan og bør samarbejde:
- Politisk kamp, valg, agitation og kampagner til støtte for specielle politiske partier og politiske ledere.
- Krigsførelse i borgerkrig og aggressiv, ydre krig.
- Deltagelse i efterretningsarbejde.
Fra ’Grundladet for Den russisk-ortodokse Kirkes sociale Doktrin’, som den fremstår på engelsk på
Den russisk-ortodokse Kirkes officielle hjemmeside: https://mospat.ru/en/documents/social-concepts/ Uddrag er oversat fra engelsk af forfatteren til religionsdelen i bogen Flere sider af Rusland, Frydenlund 2020.
---
2 Kejser Justinian (482-565) betragtes som en helgen i Den ortodokse Kirke.
3 Dvs. Den russisk-ortodokse Kirkes samarbejde med staten er ifølge kirkens selvforståelse ikke utidig indblanding men en integreret del af det at være kirke.