Kildetekst 1
Beskrivelse af minerne i Potosi (1590)
José a Acosta var en spansk jesuit-præst. I 1590 udgav han værket Historia natural y moral de las Indias om
den nye verden. I den findes blandt andet en beskrivelse af sølvminerne i Potosi og arbejdet med at udvinde
sølvet fra minerne.
Det berømte bjerg Potosi ligger i Los Charcas-provinsen i kongedømmet Peru. Det ligger i 21 2/3
grads afstand fra den sydlige eller arktiske pol, og dermed inden for troperne tæt på ækvator. På trods af dette er det ekstremt koldt, mere end i det gamle Kastillien og mere end i Flandern, selvom det
burde være varmt afstanden fra polen taget i betragtning.
[…] Omgivelserne er fugtige, kolde og særdeles ubehagelige, der er helt bart, idet der hverken dyrkes afgrøder eller gror græs og derfor er umuligt at bebo på grund af det ugunstige vejr og jordens store goldhed
[…] Men sølvet har magt, det er begæret, som trækker alt til sig, og det har befolket dette bjerg med det største antal indbyggere i hele området. Sølv har gjort det så rigt på alle typer af madvarer og luksus, at alt, hvad man begærer, kan findes i her i overflod. Selvom alt skal bringes frem med hestevogn, er markedspladserne fyldte med frugt, konserves, luksusvarer, vidunderlige vine, silke og smykker, lige så meget som på alle andre steder. […]
Minearbejdet:
Dette viser, hvor mange kræfter mennesker vil bruge på at søge efter sølv i jordens indre. De arbejder i evig mørke, uden nogen idé om, hvornår det er dag eller nat; og da disse steder aldrig får besøg af solen, er her ikke bare altid mørk, men også afsindig koldt med en meget tung luft. Her er uegnet for den menneskelige natur. De mennesker, der der træder ind i minen for første gang, oplever at de føler sig svage og svimle, som det skete for mig, der oplevede kvalme og fik mavekramper.
Minearbejderne arbejder altid ved stearinlys, og arbejdet fordeles således, , at nogen arbejder om dagen og hviler sig om natten, og andre arbejder om natten og hviler sig om dagen. Malmen er usædvanlig hård, og den bliver løsnet med slag fra hakker. Ligesom når man smadrer sten. Derefter bæres malmen på arbejdernes ryg op ad stiger – de er fremstillet af tre snore af læder, der er flettet til tykke reb med kæppe anbragt mellem det ene reb efter det andet som trin, hvorved at en mand kan klatre ned, mens en anden kan klatre op. Stigerne er omtrent 200 meter lange, og for enden af hver stige ses endnu en stige af præcis samme længde begyndende fra en afsats eller træhylde, ligesom et stillads, da der er mange stiger, man skal klatre op- og nedad. Hver mand bærer en last på 25 kilo bundet i et tæppe over brystet og med malmen placeret på ryggen; tre mænd tager klatringen af stigerne på én gang. Den første har et lys bundet til sin tommelfinger, således at de alle kan se, for som nævnt kommer der ingen dagslys fra oven. De klatrer ved at holde fast med begge hænder, og på denne måde stiger de op af denne store afstand, som jeg har beskrevet, det er ofte mere end 150 meter, en chokerende ting, som det kan være skræmmende at tænke på. Således er pengenes magt, for hvis skyld mænd arbejder og lider så meget.
Uddrag fra Joseph de Acosta: Historia natural y moral de las india, 1590.