Nogle klarer såvel beslutning om flytning som udførelse på kort tid, andre skal have tilløb og udfører handlingen i deres helt eget tempo. Men for alle handler det om at være i tide, mens kræfter, helbred og lyst til at begynde et nye sted stadig er intakt.
Journalist Abelone Glahn og hendes mand, musiker Peter Abrahamsen, flyttede for nylig fra en 600 m2 nedlagt landsbyskole på Falster til en toværelseslejlighed på 69 m2 i København. Det er blandt andet erfaringerne herfra, som Abelone Glahn nu giver videre i Skal du ta’ det hele med dig?
I bogen får du et hav af praktiske råd, nemme to-do-lister og vejledninger til, hvordan man griber hele processen an. Men det er ikke kun en skridt-for-skridt-vejledning. Det er også en bog, der går tæt på de mange følelser, der opstår i forløbet, og som nogle gange står i vejen for processen.
Seniorernes overvejelser involverer stillingtagen til en uvis fremtid, til økonomi og helbred, men også til mulig ensomhed, energi, livslyst, og ikke mindst til ønsker om den kommende bolig, boformer og fællesskab med andre.
Dertil kommer forhandlinger på flere plan om forløbet, for også ægtefæller kan være uenige om hastighed, opbrud og boligvalg. Især de voksne børn kan have nogle udfordringer, når deres gamle forældre skal igennem disse overvejelser og bryde deres hidtidige hjem op.
Bogen er til alle fra 50 år og opefter, der overvejer at flytte til mindre – og ikke mindst er den til deres voksne børn, der overvejer at tage de til tider svære samtaler med forældrene.