Økonomiprofessor emeritus Jesper Jespersen og forfatter og journalist Peter Olesen har samlet en række af de gamle kammerater fra barndommens villavej. Gennem de 12 fortællinger får vi et tidsbillede af børneliv i den begyndende velfærdsstat, hvor børn ikke længere skulle møde på fabrikken eller hjælpe i marken efter skole: De havde endelig tid til at være børn med masser af fritid og venner.
Den materielle levestandard i 1950’erne var langt lavere end i dag, men for børnene handlede det om tryghed, forudsigelighed, leg og venskaber, og så betød det egentlig ikke så meget, hvilken radiomodel, man havde råd til derhjemme, eller om man havde det nyeste penalhus med i skole.
De 12 børn husker alle klavertimer hos provstinden, keramik hos flinke fru Rørbech, nytårsløjer og cykelture til fjorden. Men der er også store forskelle: Drengene fik frit spil til at boltre sig. Pigerne måtte gerne lege med, når de huskede deres pligter med madlavning, opvask og strygning. Det behøvede drengene ikke, for »de skulle jo gerne giftes med koner, der kunne ordne den slags«, erindrer Anna Kirstine Haugaard i bogen.
Børnene fra Bakkekammen sætter nutidens børneliv i perspektiv og henvender sig til alle, der er interesseret i opvækstvilkår og børneopdragelse før og nu.