Bogen fokuserer på de omkostninger, elevernes uregulerede skærmbrug har haft for såvel elever som lærere, siden bærbare computere og smartphones rykkede ind i klasserummet. Det handler ikke om at forbyde, men om at forholde sig kritisk og begrænsende til elevernes brug af skærme.
Krop, koncentration og fællesskaber som pædagogiske kvaliteter er kommet under pres i dagens klasserum, og bogen fremsætter en række problemstillinger:
- Læring ved en skærm gør det svært at få det, man lærer, gjort til kropslige erfaringer.
- Elevernes koncentration afbrydes ustandseligt af digitale distraktioner.
- Skærmene er bogstavelig talt kommet mellem lærere og elever.
- Elevernes fokus på deres individuelle skærmindhold er ved at opløse den fælles klassedagsorden.
Skærme i skolen er et debatindlæg. Der findes allerede mange bøger og artikler om fordelene ved it i undervisningen, men ifølge Dorte Ågård er det på tide, at vi også taler om ulemperne og finder praktiske alternativer – baseret på et forskningsmæssigt og fagligt funderet grundlag.
Bogen henvender sig til lærere og lærerstuderende, men også til skoleledere, rektorer, politikere og andre beslutningstagere på området. Målet med bogen er at nuancere debatten, så vi ikke ukritisk tror, at brug af digitale undervisningsmidler er den ’moderne’ – og snart eneste rigtige – måde at undervise på.