Klimaet er kommet på afveje. Selvom både krisens årsag og dens løsning befinder sig i den menneskelige sfære, er der ingen storstilet omstilling i syne. Selvom klimaændringerne allerede nu rammer de fattige lande hårdt, ser vi kun halvhjertede forsøg på ændringer. Hvad skyldes det?
Klima på afveje – en samfundsskabt krise handler ikke om, hvordan man omstiller fra sort til grøn økonomi. Perspektivet er langt større: Vi har et samfundsmæssigt problem, og klimakrisen kan ikke løses isoleret fra resten af verdenssamfundet. Klimakrisen er flettet sammen med en ødelæggende ulighed i en verden, hvor spændinger og trusler om krig underminerer nødvendigt samarbejde mellem nationerne.
Vi har derfor brug for en alternativ løsning på, hvordan vi indretter de fremtidige samfund. Bogen viser, hvordan klimaændringer, trusler om krig og ulighed skal ses som et samlet hele. Forfatteren giver sit bud på de strategier, der skal i spil for at imødegå ændringerne og virkningerne deraf, så vi kan arbejde frem imod en bæredygtig verden.