Man har troet, at det kun var mennesker med psykiske eller neurologiske afvigelser, der stod bag ondskaben. Efterhånden er der trådt et mere skræmmende billede frem. Det er chokerende, at torturbødlen, terroristen, videnskabsmanden og soldaten, der piner og ydmyger deres ofre, kan være en person, som er også er vores nabo, kollega eller ven. Disse mennesker har været udsat for systematiske, psykologiske påvirkningsstrategier, der fremmer ondskaben. Bogen diskuterer derfor også nogle af disse strategier.
Ondskab er ikke et individualpsykologisk fænomen. Den udøvende er i de fleste tilfælde kun det yderste led i et enestående komplekst system, der fremmer ondskab. Vedkommende er i en vis forstand bare den, der udfører det beskidte arbejde, som andre enheder og individer i systemet har planlagt.
Man hører oftest kun om antallet af ofre, men meget lidt om de overlevende og deres familiers langvarige lidelser. Man hører heller ikke så meget om de alvorlige belastninger, som professionelle behandlere af traumatiserede mennesker udsættes for. Gennem konkrete fortællinger fra mennesker, som på deres egen krop har oplevet ondskaben, diskuterer forfatterne også de dybe ar, handlingerne efterlader.