Begrebet læring skaber i disse år stor debat; både på og omkring vores uddannelsesinstitutioner går bølgerne højt. På den ene side skal læring redde os danskere i den globale konkurrence. På den anden side bør læring ikke kunne måles og vejes.
Men debatten er endt i fordomme og sniksnak. Den bør ikke handle om at diskutere og kritisere, men om at bidrage til, hvordan man kan forstå selve kernen i al uddannelse: relationen mellem den undervisende lærer og den lærende elev.
Det er udgangspunktet for Al den snak om læring. Steen Beck har genlæst den klassiske læringsteori fra Lev Vygotsky og Jean Piaget, som han krydser med de moderne positioner fra bl.a. John Hattie, Gert Biesta, Knud Illeris og Roger Säljö. Det resulterer i en tredje vej i læringsdebatten: det socio-eksistentielle perspektiv.
Denne tredje vej fokuserer på læringens sociale og kulturelle kontekst, det enkelte menneske, der lærer, samt på en vedvarende interesse for frihed og styring i undervisningen. Det baner vej uden om den fastlåste debat og viser hen til et perspektiv, hvor der er plads til selve læringen.
Bogen henvender sig til alle, der underviser i den danske grundskole og på ungdomsuddannelserne, eller som beskæftiger sig med didaktik og læring på de videregående uddannelser samt beslutningstagere på området.