Selv om professor og ekspert i lyd Henrik Møller har opfundet et apparat, der kan måle lavfrekvent støj fra vindmøller inde i huse på en enkel måde, blev han fyret fra Aalborg Universitet, og hans apparat bliver slet ikke brugt. Det til trods for, at apparatet er handy og nemt kan lånes ud til de mennesker, der mener, at vindmøllerne i deres nærområde larmer.
Bogen dokumenterer vindmølleindustriens magtmisbrug og afslører den sande historie om en professor, der kom på kollisionskurs med en magtfuld storindustri. Den viser, hvordan universiteterne har brug for penge til nye forskningsprojekter, og derfor kan donorerne stille krav om, hvad der kan forskes i – og hvad der ikke må forskes i. Politikerne ønsker grøn energi, arbejdspladser i Danmark og nye eksportmuligheder; alt det kan vindmøllebranchen levere. Så må ministre, borgmestre og toppolitikere bøje nakken og lade erhvervslivet bestemme. For ellers flytter de produktionen udenlands.
En skjult magt er fortællingen om, hvordan landets universiteter, myndigheder og politikere lader sig kue af vindmøllebranchen. Bogen viser også, hvordan især kommunerne ofte bliver udsat for et voldsomt – og retsstridigt – pres fra vindmøllebranchen. Peter Skeel Hjorth dokumenterer gennem rapporter, bekendtgørelser samt ikke mindst aktindsigt i mailkorrespondancer, mødereferater, notater og telefonsamtaler m.m., hvordan den magtfulde vindmøllebranche sætter den politiske og forskningsmæssige dagsorden, så ingen modsiger dem.