Kom ind i en verden af fantastiske opdagelser og søeventyr og mød de sejlivede matroser og kaptajner, der sejlede på de syv verdenshave. I en kronologisk gennemgang fortæller forfatteren om opdagelsesrejserne, og han sammenfatter vejr, skibe og resultater over en periode på 1.000 år: fra vikingernes togter til Grønland og Vinland over de store opdagelsesrejser fra 1400-tallet og frem til 1900-tallet. Herunder beskrives trekantshandelen i 1700-tallet samt de fuldriggede klipperes kapsejlads på tværs af oceanerne i 1800-tallet.
Bogens udgangspunkt er de klimamæssige udfordringer og muligheder, der gennem tiden har øget eller vanskeliggjort sejladsen. Bl.a. skyldes de store opdagelsesrejser i 14-1500-tallet, at der netop i denne periode var særligt gunstige vilkår for sejladsen – vejrforhold, som afveg ganske væsentligt fra dem, vi kender i dag.
Fokus er på de sørejser og rejsende, der har skabt et gennembrud i udforskningen af havene: vikingerne, Vasco da Gama, Christoffer Columbus, Fernando de Magellan, James Cook, Vitus Bering og mange flere.
Det er spændende læsning for alle historie- og sejlinteresserede – samt for alle, der interesserer sig for vejr og vind og for, hvordan klimaet påvirker vores daglige liv.