I Vækstparadigmet ved vejs ende sættes der fokus på forholdet mellem klimakrisen, kapitalismen og den store omstilling. Vi er nødt til at gøre noget nu for at rette op på den retning, vi på globalt plan bevæger os – og for at forstå, hvor vi er på vej hen, og hvad vi kan gøre for at ændre den, bliver vi nødt til at forstå den krise, som vi står i netop nu.

Sammenhængen til vores produktions- og livsmåde er blevet et tabu: Vedvarende øget vækst anses for at være forudsætningen for rigdom og fremskridt, mens mennesker og naturen er ressourcer, der kan og skal optimeres i det uendelige. Dette vækstparadigme dominerer verden og har ført til et fremskridt, der er blindt. Og det kan vi ikke fortsætte med. Men den aktuelle teknokratiske omstilling sigter mod, at alting skal fortsætte, nu blot på grøn energi. Det er en besværgelse og en illusion.

Vi skal begynde at tage ansvar for de fælles anliggender. Vi skal omstille vores økonomi og livsmåde til noget, der ikke ødelægger naturen og eroderer det samfundsmæssige fællesskab, men hjælper det til at vokse. Det er unægteligt op ad bakke, men ikke umuligt – og det er klimabevægelsens historiske opgave at bidrage til, at det sker.