Livet blandt de vilde
En mørk og morsom fortælling om livet som husmor og forfatter fra Shirley Jackson.
»I rollen som mor tager jeg nu og da mig selv i at sidde måbende og rædselsslagen over for mine egne børn.«
Shirley Jackson er bredt anerkendt for sin underspillede horror og uhyggelige sans for menneskesindets skyggesider, og klassikerne Lotteriet og Mørket i Hill House er blevet genopdaget i hele verden. Samtidig med at hun var det makabres mester, var Shirley Jackson en skarpsynet portrættør af hverdagens familieliv.
Livet blandt de vilde er en samling ætsende morsomme og stærkt selvbiografiske fortællinger om at være forfatter på deltid og hjemmegående husmor på fuldtid – en jobbeskrivelse, der kunne være lige så frygtindgydende som hendes mørkeste gyserhistorier.
I bogens fortællinger slås hun med fyret i kælderen, børnenes løbske fantasi, en lykkeligt uvidende ægtemand og et evigt voksende husligt kaos. Det hele beskrives med stor humor og kærlighed – men også altid med bid.
Bogen er af The New York Times omtalt som »overraskende moderne – primært fordi hun nægter at sentimentalisere eller idealisere moderskabet«, mens Joyce Carol Oates har fremhævet, hvordan »en husmorkones frustrationer forvandles med et kyndigt vrid i håndleddet, ikke til en dyster beskrivelse af galskab og opløsning, ej heller til en historie om at forgifte sin familie, men til munter komedie.«
Det er første gang, Livet blandt de vilde udkommer på dansk. Bogen udkom i 1953, men teksterne blev oprindeligt bragt i magasiner som Good Housekeeping, Woman’s Day og Mademoiselle.
Cecilie Lind har skrevet forord.
Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen
Forord af Cecilie Lind
Lydbog indlæst af Pernille Lyneborg
»Den her historie er ikke som alle de andre historier, som jeg har læst fra Shirley Jackson – og det er faktisk ikke negativt ment. For den her har ikke en gysende stemning, men rammer derimod ned i mange ting, som jeg kan forholde mig meget til personligt – som mor og hustru. Shirley er skarp og humoristisk. Denne historie har vist mig, at jeg ikke elsker Shirley Jackson for hendes gys alene, men mere for hendes skrivestil og dem, hun giver en stemme. Jeg var opslugt, og selvom jeg havde forventet gys, så nød jeg hver side. Jeg håber på meget mere Shirley Jackson.«
Bogbanden, 23. september 2024
5 stjerner - ★★★★★
Marie-Louise Truelsen, ALT for damerne, 26. september 2024
Birgitte Kjær, Politiken, 6. august 2024
»Shirley Jackson, husmor og horrorforfatter, skriver i Livet blandt de vilde humoristisk og nærmest Tove Ditlevsensk ærligt om at være forfatter på deltid og husmor på fuldtid i 1950’ernes Amerika«
Litfix, 29. september 2024
»KENDER I DET, når man forsøger at føre en voksen samtale henover et kor af børnestemmer?! Det kender Shirley Jackson (1916-1965) i hvert fald! Og hun skriver utrolig bittersweet, grinern, usentimentalt om det i Livet blandt de vilde fra 1953!«
Litteraturdk, 30. september 2024
»Kort sagt: stor anbefaling af den her fine bog!«
Gyrith, 6. oktober 2024
»Denne kvindelige gysets mester kan også fortælle gode, skarpe historier om det helt almindelige eller næsten almindelige liv med familie, katte og et engageret lokalsamfund. Velfortalt, underholdende, måske er der noget, man kan genkende fra sit eget familieliv med børn.«
Birte Strandby, Bogvægten, 4. oktober 2024
»Er blevet fan af hendes litterære stil der tog al min opmærksomhed. Det har været en spændende og enorm underholdende læseoplevelse.«
Annemorsbogblog, 12. oktober 2024
»Hun gør det hele med stor humor, selvironi og bid samt et kærligt svirp med pennen mod moderidealet på den tid, og selvom bogen efterhånden har mange år på bagen, er den stadig relevant i dag. […] Og som altid er bogen mesterligt oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen. Hun kan virkelig sit kram, for det må have været en kompliceret opgave at oversætte alle børnenes selvopfundne ord og begreber. Savner du en bog med både humor og vid, skal du ikke snyde dig selv for Livet med de vilde.«
Bookbestiesdk, 2. november 2024
4 stjerner - ★★★★
»Mesterligt forvandler Jackson en husmors frustrationer til en muntersatirisk samfundskritisk komedie, hvor der hverken finder mord eller galskab sted – selvom det nogen gange er lige op over. Livet blandt de vilde cementerer Jacksons enorme litterære talent i dette geniale stykke hverdagshorror, der rækker sin knoklede næve hele vejen ind i nutiden, hvor den griber hårdt fat i vores selvopfattelse.«
Anne Wehner, Bogblogger.dk, 21. november 2024
»Skarpe, præcise og humoristiske skildringer af husmoderlivet i 1950’ernes USA, som synes næsten lige så aktuelle i dag som dengang. Cecilie Linds forord er personligt og smukt skrevet.«
Bibliotekernes lektørudtalelse, 10. december 2024
»Hos Jackson er der ikke mange glansbilleder at finde, men man kan derimod glæde sig til en høj grad af selvironi og spøjse situationer. Livet blandt de vilde indeholder mange autobiografiske elementer fra forfatteren selv, der er kendt for både at være husmor og forfatterinde, og dette er blot med til at gøre fortællingen den tand mere realistisk. Læseren bliver ført med helt ind i hovedet på den klassiske husmor, der elsker at læse krimier, nyder at drikke kaffe og gør sit bedste for få familiens hverdag til at hænge sammen. Der er heldigvis ret underholdende at være.«
Katrine Kingo Olesen, Littuna.nu, 16. december 2024
»Shirley Jackson skriver her med skarphed og humor i en klasse for sig selv. Det er bragende god underholdning med substans. […] Jacksons skarpsindige take på sin egen rolle er befriende og forfriskende læsning, fordi hun tør se sig selv og sin rolle udefra. Der er ingen selvmedlidenhed, men til gengæld overload af skøn hverdagshorror, som hun beskriver med overskud, vid og bid.«
Bbcs.bogunivers, 5. januar 2025
4 stjerner - ★★★★
Antal sider: 260
ISBN: 9788772167978
Udgave, år: 1, 2024
Oplag, år: 1, 2024
Udgivelse: 23-09-2024
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 20806