Den universelle velfærdsstat
Funktionsmåde, folkelig opbakning og forandringEn øget målretning af velfærdsstaten mod de svageste kan øge antallet af samspilsproblemer, fortæller 10 forskere i bogen her.
Vi hører ofte landets politikere råbe op om, at vi skal have et opgør med velfærd til alle. Men når det kommer til konkrete tiltag, bliver de tavse.
Ifølge en række forskere fra Aalborg Universitet kan det skyldes, at vi aldrig har fået defineret, hvad den universelle velfærdsstat er og kan. Og at man ikke har tænkt igennem, hvad det betyder for samfundet, hvis vi målretter vores nuværende velfærdsstat.
De diskuterer i bogen, hvad universalisme egentlig er, og hvad det er, den kan. En debat, der har manglet i Danmark både politisk og akademisk.
Bogen analyserer fordele og ulemper ved en målrettet velfærdsstat. Den viser bl.a., at det kan føre til samspilsproblemer: Marginalskatterne kan stige, hvis vi regulerer på indkomstskatten, og i ekstreme tilfælde kan det medføre, at folk mister penge ved at arbejde mere.
En af de store fordele ved den universelle velfærdsstat er, at den faktisk forebygger problemer med, at det ikke kan betale sig at arbejde, og samtidig undgår man en stigmatisering af de svageste, fortæller forfatterne.
Bogen giver en samlet dansk fremstilling af, hvad universalisme vil sige, hvordan en universel velfærdsstat fungerer, hvad befolkningen mener om universalisme, og hvilke forandringer den danske universelle velfærdsstat undergår i disse år. Den er et bidrag til at kvalificere den danske debat om velfærdsstaten og er skrevet i et sprog, der gør den tilgængelig for et bredt publikum.
Bogens bidragydere er alle tilknyttet Aalborg Universitet: Christian Albrekt Larsen, Jørgen Goul Andersen, Troels Fage Hedegaard, Morten Frederiksen, Kristian Kongshøj, Per H. Jensen, Lars Torpe, Anette Borchorst, Karen N. Breidahl og Simon Laumann Jørgensen.
»Spændende, indsigtsfuld og tankevækkende bog. Bogen adskiller sig fra andre fremstillinger af emnet jeg har stødt på, ved at være mere problemorienteret end den traditionelle velfærdstrekant, hvilket tilfører en interessant dimension«.
Lene Qvortrup, familieterapeut og lektor i sociale fag
»Som underviser i samfundsfag i gymnasiet er jeg ikke ubekendt med området, men denne bog adskiller sig dels ved sit meget snævre fokus på universalismen som ankerpunkt for indsigt i de emner omkring velfærdsstaten, som ellers diskuteres hver for sig i den almindelige debat. [...] Som læser er man hjulpet rigtigt godt på vej af sproget, som gør det faglige stof lettilgængelig og dermed interessant læsning«.
Lone Irene Pedersen, adjunkt i psykologi og samfundsfag, cand. mag. psykologi og virksomhedsstudier
»Bogen anbefales på det kraftigste«.
Poul Hansen, fhv. uddannelseskonsulent i 3F.
Antal sider: 275
ISBN: 9788771184631
Udgave, år: 1, 2015
Oplag, år: 3, 2018
Udgivelse: 13-07-2015
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 7440