Jørgen Burchardt
Foredrag
Med billeder, eksempler og historier viser jeg, hvordan mennesker former teknologien – og hvordan teknologien til gengæld former vores hverdag, ofte med konsekvenser vi først opdager for sent.
Cheminova – hvem var mændene bag Danmarks største forureninger?
En dramatisk fortælling om fabrikken, der leverede camouflagemaling til besættelsesmagten, blev foræret til Aarhus Universitet og senere producerede nogle af verdens stærkeste gifte. Hør, hvordan tre af Danmarks største forureninger kunne ske – og hvad de betyder i dag.
Da Danmark kom på lastbil
Hvordan blev lastbilen grundlaget for det moderne Danmark? Fra hestevogne til et transportsystem, hvor over 95 % af alt gods kører på hjul. Foredraget handler om chauffører, forsyningskæder, regler og den usynlige infrastruktur, der holder hverdagen i gang.
Fra skruer til Artificial Intelligence
Standardisering begyndte med, at skruer og møtrikker skulle passe sammen – og blev siden et redskab til at styre industri, handel og myndigheder. I dag udfordres systemet af teknologier som AI. Et overraskende aktuelt foredrag om standarder, magt og teknologisk forandring.
Fra vadested til bro – 2.000 års historie
Broernes historie er også Danmarks historie. Gennem udvalgte eksempler blandt landets 22.000 broer fortæller jeg om tekniske spring, økonomiske rammer og de beslutninger, der formede infrastrukturen.
På jagt i gamle aviser
Digitaliserede aviser rummer skjulte historier om personer, steder og begivenheder. Du lærer at søge målrettet og finde det, der ellers er let at overse. Efter workshoppen kan du selv gå på opdagelse og finde næsten alt.
AI for seriøse brugere
For medarbejdere, ledere, forskere og foreninger, der vil bruge AI som praktisk værktøj. Fokus på bedre skrivning, søgning, research og simple AI‑agenter til hverdagen.
Om Jørgen Burchardt
I flere årtier har jeg undersøgt, hvordan det moderne samfund er skabt. Jeg har indsamlet museumsgenstande og lavet udstillinger og været museumsdirektør. De seneste årtier har jeg fokuseret på international forskning og har udgivet over 250 bøger, artikler, film og anmeldelser.
Bøger på Frydenlund
Cheminova 1938-1953 – Danmarks største forurener
