Jack London og Når naturen kalder
Introduktion til forfatteren og hans bestseller
Det er over hundrede år siden, at Jack London skrev Når naturen kalder. På de hundrede år er bogen blevet oversat til mere end 80 sprog, filmatiseret ad flere omgange og udkommet i et hav af udgaver. Romanens enorme popularitet skyldes mange ting, men ikke mindst dens alsidighed. Den har noget for alle; fra eventyrhungrende skoledrenge over nostalgiske naturentusiaster og hundeelskere til alle, der nyder en god og medrivende historie. I sin mest enkle form er Når naturen kalderen historie om en hund, der kastes ud i et nyt liv og finder tilbage til sin sande natur gennem prøvelser og strabadser. Det er som sådan en udviklingshistorie, en beretning om overgangen fra én slags tilværelse til en anden. Det er også en historie om forholdet mellem menneske og dyr, mellem civilisationen og det vilde. Den kan læses for sine darwinistiske budskaber og tilskrives flere politiske ideologier, og den er blevet behandlet igen og igen i lærde litteraturhistoriske tidsskrifter. Oven i og under alt dette er den en spændingsfortælling, et episk eventyr, hvor helten trodser mange farer på sin vej og til sidst finder hjem, selv om det ikke er det hjem, han stævnede ud fra. Denne korte roman har altså lidt af det hele, og måske mest af alt spænding og eventyr.
Det samme kan siges om forfatterens liv. Jack Londons egen tilværelse overgik næsten de eventyr, han skrev om i sine bøger. Han blev født i 1876 i Californien og havde allerede som teenager set mere af verden og dens strabadser, end mange får set på et helt liv. Londons familie var fattig, og fra en tidlig alder varetog han en stribe mere eller mindre givtige og mere eller mindre lovlige småjobs. Han stod ved samlebåndet på en fabrik, han jagede sæler, han skovlede kul og stjal østers, og han stak til søs og kom til Japan. Han rejste som vagabond igennem USA og Canada, sad i fængsel, opdagede socialismen og forsøgte sporadisk at uddanne sig. Han manglede altid penge, som så mange andre på den tid. Det kan ikke undre, at da man i 1896 fandt guld i Klondike i det nordvestlige Canada, smed store dele af den amerikanske befolkning, hvad de havde i hænderne, og satte ud for at søge lykken som guldgravere. Den 21-årige London var en af dem.
Guldfeberen var en form for massehysteri. I årene 1896-1899 rejste omtrent 100.000 mennesker til Klondike. Ligesom Jack Londons helt Buck kom de i land i Alaska, den nordligste af de forenede stater, og rejste gennem det uvejsomme bjergpas ved Chilkoot og ind i Canadas store ødemarker. Det var et hårdt liv for mændene, og ikke mindre hårdt for de dyr, de bragte med sig som arbejdskraft – af og til brugte man heste om sommeren, men mest af alt brugte man hunde. De oprindelige beboere i de arktiske egne havde kørt med hundeslæde i mere end 9.000 år, men guldfeberens store efterspørgsel kunne ikke tilnærmelsesvis mødes af Canadas og Alaskas egne polarhunde, så kidnapning og salg af hunde fra de sydligere stater var et udbredt fænomen. Den del af Londons fortælling er sand, og det samme er for resten det meste af den. Han var selv til stede på den frosne Yukon-flod, i Skagway og Dawson City, og han skrev ærligt og kontant om sine oplevelser. Han så slædehundene kæmpe for deres liv og så, hvordan de blev behandlet og mishandlet af deres ejere. Flere gange bar London sin oppakning gennem Chilkoot-passet på sin egen ryg snarere end at pålægge dyrene den ekstra byrde. Hans medfølelse for og indlevelse i slædehundens tarv er en stor del af grunden til, at hans historier om firbenede helte har holdt så godt, som de har. For som han selv altid pointerede, skrev han ikke om hunde, som om de var mennesker. Han skrev med blik for deres grundlæggende natur som dyr – på godt og ondt.
Den skrivestil virkede. London fandt aldrig selv guld i Klondike, men da han begyndte at skrive føljetoner til aviser og blade baseret på sine oplevelser, fandt han en læserskare, som har været med ham lige siden. Hans historier blev første gang udgivet i bogform i 1900, og i 1903 komNår naturen kalder, hans første bestseller. London skrev bogen på kun en måned, og da den udkom, blev den med det samme en gigantisk succes.
Med indtægterne fra sit forfatterskab fik London mulighed for at købe en ranch i Californien – meget som den, Buck voksede op på – og mulighed for at udvide sin søgen efter spænding og oplevelser til eksotiske rejsemål som Australien og Hawaii. Men han holdt aldrig op med at skrive. Han skrev mere end tyve romaner, to hundrede noveller, fire hundrede fagtekster og tre skuespil, og alt det på mindre end tyve år. Jack London var nemlig kun fyrre år gammel, da han døde i 1916. Hans mange rejser og de hårde vilkår, han tit havde levet under, havde tæret på hans helbred, og til sidst bukkede han under for konsekvenserne af sine egne eventyr. Hans liv blev altså kort, men det var unægtelig fuldt af spænding og skønhed. I den korte tid, han levede, nåede han at blive en af den amerikanske litteraturs – og verdenslitteraturens – mest elskede forfattere.
Rebekka Hjelholt Svendsen, forlagsleder, Alhambra (Frydenlunds datterforlag)