Siden bekendtgørelsen i 2017 har der været et øget fokus på metode og videnskabsteori i gymnasiet. Det har været svært at leve op til i oldtidskundskab, fordi målrettet undervisningsmateriale har manglet. Med Metode i oldtidskundskab er det endelig muligt at efterleve kravet og ruste eleverne metodisk.
Et af bogens mål er at give eleverne mulighed for at se oldtidskundskabs muligheder i tværfaglige samspil. Bogen indeholder bl.a. kapitler om nærlæsning, genrebedømmelse, retorisk analyse, monumentanalyse, skriftlighed i SRP, perspektivering og eksamen.
Bogens metodiske omdrejningspunkt er nærlæsningen, og de faglige tilgange og metoder, der præsenteres, skal ses i forlængelse heraf.
Forfatteren præsenterer metoderne ved hjælp af overskuelige grafiske modeller og praktiske eksempler. De mange illustrationer gør det teoretiske stof håndgribeligt. Bogen indeholder desuden en ordliste med centrale latinske og græske begreber og en oversigt over faglige samspil med sprogfag, samfundsfag, musik, matematik, fysik, biologi, kemi og geovidenskab.