Bogen har to hovedtemaer. I bogens ene spor beskrives erobringernes forløb, og hvordan de erorbrede lande og folk og erobrerne selv blev påvirket. Indflydelsen kan spores op til to-tre århundreder efter erobringene. De arabiske erobringer kan også forstås som en forløber til de senere korstog, der af nogle forskere betragtes som en kristen modreaktion.
Bogens andet tema er islams langsomme fødsel. Her tages der afsæt i muslimernes egne fortællinger, ifølge hvilke islam allerede var etableret som religion ved Muhammeds død i 632. Forfatteren viser ved hjælp af et samtidigt, kristent kildemateriale og ved hjælp af senere muslimske beretninger og moderne historieskrivning, at islam blev til over flere århundreder.
Bogen henvender sig til alle med interesse for den tidlige middelalder i Europa og Mellemøsten, for de store verdensreligioner og islam i særdeleshed.
De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse er dog primært skrevet til historieundervisningen i gymnasiet. Gennem bogen får eleverne indblik i, hvordan islam etablerede sig som religion og vandt fodfæste i det udstrakte landområde fra Marokko og Portugal i vest til Sind og Transoxanien i øst. Bogen kan derfor med fordel bruges i samspil med faget religion.