Teknologiforståelse i skolen giver konkrete værktøjer til at lære elever i 0-9. klasse, hvordan de kan dykke ned i teknologiens etiske og tekniske dimensioner i stedet for kun at skøjte rundt på overfladen.
Nutidens programmer og styresystemer er langt mere brugevenlige end for blot 10 og 20 år siden, men det betyder også, at det bliver sværere at vide, hvordan de fungerer.
Derfor er teknologiforståelse vigtigt. Det kræver en bevidst og målrettet indsats, hvis børn og unge skal opnå en forståelse for teknologiens grundprincipper og for dens påvirkning af samfundet og individet – så de unge selv kan blive både kritikere og udviklere af ny teknologi.
Bogen består af en række konkrete undervisningsforløb, som trinvist lærer børn og unge at blive skabere og kritikere af teknologien.
Indskolingen
Bogens undervisningsforløb lærer eleverne i indskolingen basal forståelse for computere og styresystemer. Med lege og lettilgængelige programmer illustrerer forløbene for de yngste, hvordan vi mennesker sender beskeder til og imellem computere.
Mellemtrinnet og Udskolingen
Til mellemtrinnet og udskolingen finder I forløb, der lærer eleverne, hvordan man kommer i gang med at kode og programmere, og forløb, der præsenterer eleverne for relevante overvejelser om, hvordan de lærer at tage vare på deres privatliv på internettet.
Teknologiforståelse i skolen henvender sig til lærere i faget teknologiforståelse på alle klassetrin, men rummer også forløb, der kan bruges i matematik, samfundsfag eller dansk.
Hvert forløb er sat op i overskuelige trin med illustrationer og links til gratis programmer og videoer undervejs.