Det er forfatterens pointe, at hvis alle med forhøjet blodtryk følger rådene i bogen, kan vi spare op mod 6.000 blodpropper eller blødninger i hjernen om året og i tusindvis af hjertetilfælde.
Forhøjet blodtryk udgør en af de største trusler mod sundhed og livslængde i Danmark, og mange går rundt med et blodtryk, der er for højt, uden selv at vide det. I bogen redegør forfatteren for, hvordan man kan afhjælpe dette problem ved at skabe større opmærksomhed om blodtrykkets betydning, indføre regelmæssige tjek af befolkningens blodtryk og sørge for at flere personer, end praksis tilsiger i dag, behandles medicinsk.
Peter Norsk beskriver, hvad blodtryk er, hvordan det måles, og hvordan det påvirkes af eksempelvis kost og livsstil. Læseren får således et indblik i, hvem der er i risikogruppen, hvilke symptomer, man skal være opmærksom på, og hvad man selv kan gøre. De praktiserende læger spiller også en afgørende rolle i forhold til behandling af forhøjet blodtryk, da det oftest er dem, der konstaterer problemet og tager stilling til, om der skal sættes ind med medicinsk behandling.